Kennel Pounamus er et lille, seriøst opdræt af racen Curly Coated Retriever. Vore linier er sunde og sygdomsfrie med et racetypisk eksteriør. Det mentale ved retrieveren er første prioritering, men der hører mere til en god retriever end de mentale kvaliteter, skønt disse kommer først i vort opdræt.

Nødvendige aktiver:
(Rækkefølgen er vilkårlig, da de er lige vigtige)
- Top anlæg og dresserbare egenskaber
- Muskulatur
- Konstruktion
- Pels

Vi ser vort opdræt med hvalpekøbernes øjne, og ved hvad en dagligdag med en hvalp indebærer. Vi afleverer derfor en ”råhvalp”, der er lagt et meget stort grundarbejde i. En hvalp er som en bog med blanke sider, blot skal bogen være et godt stykke håndværk!

Hjørnestenene i vor avl er sundhed og dresserbare egenskaber.
For os er det vigtigt, at hundene kan gå ind i et daglidags forløb og samtidig kan tages med på jagt, prøver og udstillinger samt fungere som, det må forventes af en mentalt sund hund.
Vore blodlinier er Engelske og New Zealandske. Som bærer henholdsvis eksteriør og dresserbare egenskaber. Hvalpene er alle præget på mennesker (socialiseret),- er tilvænnet bil, og har lært at apportere inden de forlader vor kennel.

Jeg har igennem mit voksenliv nu arbejdet med Jagthunde rundt tyve år, og er altid endt op med Curlyen som min foretrukne følgesvend. Der er mange fortrinlige jagthunderacer, men ingen, der for mig byder enmandsjægeren så unikke kvaliteter i personlighed og hårdførhed som netop en Curly.

Det, som altid har tiltalt mig er, at deres personlighed er så udtalt at de ofte er i stand til at ”problemløse” en jagtsituation, hvor jeg ofte ser andre racer tabe en fugl, fx en stangskudt fasan, som på stive vinger er gået ned på meget lang afstand eller en anskudt fasan, som sidder højt i et træ.

Det er en uomtvistelig kendsgerning, at en god jagthund først og fremmest leverer varen via sine anlæg i samarbejde med en god fører.
Det er ligeledes en kendsgerning, at der hører mere til en god jagthund end de mentale evner, skønt disse kommer først i vor avl.

Lige fra starten har det været bestemt at, mit kennelnavn skulle være en hyldest til New Zealand. Den enestående tradition, der er opstået og udviklet op igennem det 19. århundrede omkring jagthunde avlen netop der, af opdrættere og trailere, som utrætteligt har ofret deres liv i uopslidelig stræben efter den ideelle rough shooters dog. Disse New Zealændere gør noget ved én - De har fyldt mig med uendelig respekt, igen og igen. Jeg har igennem årene fået venner for livet der. Venner jeg bærer hos mig og som har været mig en uudtømmelig ressource, hundefagligt som menneskeligt.
New Zealand er i dag mit andet hjem. Den New Zealandske kultur og historie er så unik at, mit kennelnavn måtte indeholde noget af sjælen derfra.

Pounamus er Maori og betyder greenstone. Det latinske ord herfor er neprite, og er jade, som kun findes i New Zealand. Alle New Zealændere har et forhold til grønsten, og den dag i dag bærer mange et stykke på sig enten som smykke eller som solid. Det er en meget personlig ting.
Der er for mange en spirituel følelse omkring det stykke man bærer. Andre bærer det som et nationalt klenodie.
For Maorierne derimod var, og er det en anderledes alvorlig sag, Hele stammers eksistens og sociale status afhang af denne smukke sten i dens utallige farvevarianter. Farverne varierer fra mørk grøn næsten sort til lys opalgrøn. Det var da også en kano i Ponamus de første Maorier iflg. overleveringerne ankom i til skyernes land. En dybfølt tak - fordi jeg fik lov at introducere disse utrolige hunde til Europa.

Op igennem firserne, havde jeg ganske meget skovjagt. Samtidig deltog jeg med mine hunde på talrige markprøver. Det blev mig imidlertid langsomt klart at, vi i den tilgængelige génmasse, der på daværende tidspunkt var tilgængelig, i udpræget grad manglede dresserbare egenskaber på trods af at, jeg dengang havde hunde efter gamle engelske / skotske jagtlinier.
Hundenes vildtfindende egenskaber samt markerings evner var for så vidt i orden, men når vi i en presset situation skulle afbryde et søg, og dirigerer hunden til et anskudssted for en vingeskudt fugl, ville det være her filmen knækkede. Det samme kunne ske ved hjemkald efter apporteringer i områder med megen vildtfært.

Nysgerrighed, har for mig altid været vejen til berigelse. Jeg begyndte min søgen efter en blodlinie ud fra kriteriet at, denne skulle være af rene jagtlinier.
Første stop blev USA, men denne linie kunne stort set under ét føres tilbage til Australien, og som så ofte i vor forunderlige hundeverden, til én hund nemlig Tamakapua Tan. Efter talrige forgæves forsøg på at få sæd af hans søn Mahimanu Riwi, henholdsvis afkom så tæt på ham som muligt, måtte jeg opgive dette spor. Vejen over Australien blev kort, også den gamle Australske jagtlinie Tabilk var gået i opløsning og er historie i dag.
Jeg besluttede at fortsætte min søgen som vi anvises i det gamle ordsprog: ”Den der søger, skal finde”, Heldigvis skulle Tamakapua Tan vise sig kun at være ”topppen af isbjerget”.
Dette er så optakten til min fantastiske rejse. En rejse, som har ført mig vidt omkring. Forstå det som din fantasi byder dig, men som min vidunderlige New Zealandske familie ynder at sige: ”We don't make things happen, we let them”. En sandhed de fleste opdrættere har måttet erfare - kun herigennem undgår vi stædighedens forbitrede smerte.
Jeg håber, jeg har vækket din nysgerrighed - Ok, så følg mig. Jeg kan ikke garantere dig, hvor vi ender, men at det har været en berigende rejse indtil nu det er sikkert!

Efter lang tids venten modtog jeg i maj 1988 brev fra det New Zealandske konsulat: ”Vedrørende deres forespørgsel på opdrættere af racen CCR i New Zealand, kan vi oplyse at, bl. bl. bl. ”

Det besynderlige herved var, at den eneste opdrætter de kunne finde var THOAKAHA, på trods af, at kennelklubben havde adskillige andre registreret på daværende tidspunkt. Jeg er i dag overbevist om mine ”valg” var forudbestemt, også mødet med et utal af andre unikke mennesker, jeg har haft glæden at knytte bånd med gennem tiden. Kontakten til netop THOAKAHA ved Gillian og John Wise skulle vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for mig, som for racen, i en grad ingen havde kunnet forudse.

Efter måneders venten, hvor jeg faktisk havde opgivet forehavendet, ankom et tykt brev fra Oxford-R.D. New Zealand - Jeg glemmer aldrig den euforiske stemning, jeg befandt mig i efter ankomsten af dette brev. Fire og tyve tæt håndskrevne sider på ”flyvepapir”, dertil et utal af billeder fra en verden jeg ikke kendte magen til, smukt håndskrevne kopier af stambøger fra hunde med titler som FT CH og sågar GR FT CH.
Årstiderne afløste hinanden og blev til år - breve blev sat sammen, spørgsmål stillet og besvaret, prøvesystemer sammenlignet, temperamenter, øjenfarve, pelse og ikke mindst generel sundhed for derigennem at finde frem til kriterierne for en hvalpeudvælgelse.
Det skulle imidlertid vise sig at blive en lang og stenet vej. For Gill havde jo en erfaring og indsigt i racen (som jeg i øvrigt ikke har mødt hos nogen anden opdrætter noget andet sted i verden)- og sådan en utålmodig novice, havde Gill og John jo mødt mange af før mig. Der var lige et halvt århundredes brugshundeavl, der skulle sættes på plads!
Det blev mig snart klart at, det billede jeg bar af en Curly Coated Retriever (den typiske udstillingshund) i en vis udstrækning bar deciderede selvmodsigelser i forhold til den nødvendige konstruktion af den perfekte jagthund.

Nøgleordene i min avl i dag indeholder da også: underlår (second tigh), dybde af lår (Width of tigh), stærk lænd (strong loin), kraftoverføring igennem kroppen, herunder årsag og virkning ved opknebenhed samt structure og soundness, alle begreber, som i dag er en selvfølge i min avl.
Der skulle da også gå endnu et år inden min hvalp var klar til afsendelse. I udvælgelsesforløbet var faktisk to andre hvalpe taget ud, og kasseret, inden Gill var tilfreds. Den ene, var en prægtig hvalp ved navn Tao. Den eneste fejl ved ham var at, han havde let flade poter.
Det blev mig da også belært at sådan noget ikke kunne bruges, da han ville slide dem op på de sædvanlige tredages ture i bjergene, - Mit, jamen i Danmark, kunne jeg godt glemme, Gill var urokkelig!

Endelig fik jeg brev den 14. maj 1991. Nu var hunden der. 18 måneders venten gav nu resultat og den 12. juni ankom så THOAKAHA KORU (Maori for den store flyver!) til Kastrup Lufthavn efter 34 timers rejse, og jeg kunne åbne flykassen til min første New Zealandske Curly Coated Retriever.
Her starter så en avlshistorie, som er helt enestående i den europæiske curlyavl. Du kan finde den under linket: Kiwi's historie.